Der kan være markante UX-mæssige og økonomiske gevinster forbundet med at implementere en prisberegner på sin hjemmeside, særligt hvis man sørger for at finjustere dens udseende og funktioner. I denne artikel redegør jeg for fem af de største potentielle gevinster.
Inden jeg oplister og gennemgår fem af de største potentielle gevinster ved implementering af en prisberegner, er det vigtigt for mig at understrege, at man kun opnår disse gevinster, hvis prisberegneren indlejres på en landingsside, hvor det er meningsfuldt.
Men hvornår giver det egentlig mening at implementere en prisberegner?
Det gør det på sider, hvor beregneren skaber værdi og har et formål. Hvis prisberegnerens opgave bliver at udregne regnestykker, som førsteklasseselever kan i hovedet, er den ganske overflødig og bør udelades.
Prisberegnere kan variere meget, både hvad angår funktionalitet og udseende. Jeg vil nu give eksempler på to af de mest benyttede beregnertyper.
Eksempler på prisberegnere
Eksempel 1 – beregnertype, hvor den besøgende skal trække en markør mod højre eller venstre:
Kilde: Fyringsolie.dk
Eksempel 2 – beregnertype, hvor den besøgende skal indtaste et tal i en tom kolonne:
Kilde: Fyringsolie.dk
Hvilken beregnertype skal du vælge?
Det giver ikke mening at tale om, at den ene beregnertype er bedre end den anden. Konteksten er nemlig afgørende for, hvilken beregner der egner sig bedst til en given landingsside.
Du bør naturligvis altid stræbe efter at vælge den beregnertype, der giver mest værdi på den tiltænkte landingsside. Sommetider kan det dog være svært at afgøre udelukkende ved hjælp af fingerspidsfornemmelse og refleksion.
Derfor vil det sommetider være en god idé at split-teste forskellige beregnere. På den måde kan man få afklaret, hvilken beregnertype der indfrier ens ønsker på bedst mulig vis.
Hvis man vælger at split-teste, skal man naturligvis opsætte en række KPI’er, så man får defineret succeskriterierne for implementeringen af beregneren på forhånd.
Man skal være sig bevidst om, hvilke effekter man ønsker og forventer af implementeringen. Er målet, at salget øges, at beregneren får folk til at bruge mere tid på siden, at beregneren bliver brugt af så mange som muligt eller noget helt fjerde?
De fem potentielle gevinster ved en prisberegner
Jeg vil nu gennemgå og nuancere fem mulige gevinster, der kan være forbundet med at implementere en eller flere beregner(e) på ens hjemmeside.
Forbedret brugeroplevelse: Man bør altid have fokus på brugeroplevelsen, når man strukturerer indholdet på sin hjemmeside. En god brugeroplevelse kan blandt andet resultere i god SEO, en høj konverteringsrate, glade og tilfredse kunder samt en fremstilling af ens virksomhed som værende grundig og yderst professionel.
Man kan sommetider øge kvaliteten af brugeroplevelsen ved at implementere en prisberegner på en landingsside, hvor dette giver mening, da det vil spare de besøgende for tid og irritation, hvis beregneren giver dem de svar, de er på udkig efter.
Derudover kan implementeringen af en prisberegner bidrage til en overordnet flot hjemmesideæstetik. Man bør altid sørge for at designe beregneren i farver, der harmonerer med resten af udtrykket på hjemmesiden. Ydermere skulle designet gerne spejle ens virksomheds identitet.
Et fastholdende interaktionselement: Alle prisberegnere involverer en eller anden form for interaktion med den besøgende. Enten skal den besøgende trække i en markør, eller også skal vedkommende indtaste et tal i beregneren.
Der er noget stimulerende i, at ens handlinger resulterer i synlige effekter. Interaktion via en prisberegner kan fungere fastholdende, da en beregner animerer de besøgende til at gå i dialog med indholdet på hjemmesiden.
Sælg mere via en prisberegner: Hvis man har tilbud på et produkt, der kan købes i forskellige mængder, anbefaler jeg altid, at man designer beregneren, så den viser den potentielle besparelse.
Folk elsker at spare penge, og der er noget psykologisk købsforstærkende i at se, at det beløb, man sparer, bliver større og større, desto mere man køber for. Du øger derfor chancen for, at dine besøgende køber større mængder, hvis du viser dem, hvor meget mere de sparer, desto større mængder de køber.
Øg din omsætning: Dette punkt er lidt tricky, for det fordrer, at man eksperimenterer lidt og undersøger, hvad der fungerer bedst på ens side. Skruer man på de rette knapper, vil implementeringen af en prisberegner og tilpasninger af denne dog uden tvivl kunne øge ens omsætning væsentligt.
Hvis ens beregner minder om det første eksempel på en beregner i denne artikel, kan man forsøge at eksperimentere med intervallet i beregneren.
Hvad sker der, hvis man udvider eller formindsker dette?
Hvad sker der, når man justerer markørens startposition?
Svaret er ikke givet på forhånd. Der er nemlig ingen faste regler – det kan variere meget fra landingsside til landingsside. Derfor er man nødt til at opsætte målepunkter og tilpasse sine justeringer efter de data, man løbende får. Det er dog sandsynligt, at eksperimenterne kan fungere til konverteringsoptimerende åbenbaringer.
Effektivisering: I mange år har ‘effektivisering’ været et buzzword i erhvervsverdenen. Det er vigtigt, at man effektiviserer så mange af sine indsatsområder som muligt, så man kan frigøre ressourcer til andre opgaver og skabe endnu mere profit.
Implementering af en prisberegner kan i mange tilfælde bidrage til effektivisering, blandt andet af kundeserviceposten.
Hvis man sælger et produkt i mange forskellige mængder, er der risiko for, at ens kundeserviceafdeling får mange opkald vedrørende priser. Hyppigheden af disse opkald kan sænkes markant ved implementering af en beregner, der let og overskueligt viser kunderne, hvad de forskellige mængder koster.
Skriv et svar